torsdag den 7. juli 2011

Så er det bal forbi - sikken en fest det har været

Nu er den rejse tilendebragt, og jeg kan kalde mig AU (Akademiuddannet) Friluftsvejleder i teori og praksis. På engelsk er det endnu mere imponerende: Academy Profession Degree of Outdoor Education in Theory and Practice.

Det har været 10 skønne måneder, som har været fyldt med udfordringer, ny lærdom og sjove oplevelser. Tiden er bare fløjet afsted og vi kunne dårligt forstå at vi var færdige da vi sad til dimissionsfesten.

”Hvad skal du så nu?” spørger folk og man kan lidt se at de forventer at jeg skal til Grønland med en flok adfærdsudfordrede unge...

Men det skal jeg altså ikke, ikke lige nu ihvertilfælde.  Jeg er jo blevet opsagt af Logica og jeg har meldt mig ind i arbejdsløshedskøen. Så nu er jeg i gang med at søge nyt job, branchen er for mig ikke så afgørende selvom det jo kunne være forfærdelig dejligt at komme i gang med noget formidling eller noget ”ud i naturen” arbejde. Der skal jo penge på bordet - trods alt.
Sorthovedet kardinalbille - en helt almindelig men meget flot bille.
Men lige nu nyder jeg sommeren og får kratlusket en masse – det er skrækkeligt hyggeligt.


 Løgfrøen er tilgengæld ikke almindelig og ses kun sjældent, denne er fra Molslaberatoriet - bemærk de lodrette pupiller

Jeg vil ikke længere opdatere denne blog, tak til jer der har læst med, jeg håber I har haft lidt glæde ved at følge min tour de Mols og hvis der sidder nogen derude som er i tvivl om de tør tage springet i deres liv, kan jeg kun opfordre – spring SPRING!

Udsigten fra mit favorit overdrev på Mols

lørdag den 21. maj 2011

Varme dage med masser af sjov

I denne uge har vi gennemført 2 arrangementer


Vi har haft informationsmøde på Karpenhøj hvor de potientelle nye friluftsvejlederstuderende fik vist stedet frem. Vi studerende havde nogle indledende lege og lavet noget mad fra naturens køkken, mælkebøttekaffe, skvalderkålspesto og urtethe.

Onsdag legede vi med børnene fra Knebel børnehave. Det var små krudtugler, men vi havde alle en god dag. Temaet var "Trolde" så vi legede troldlege, hørte trolde historier og byggede vores egne trolde af naturmaterialer.


Børnene fandt også en Porcelænsspinder som er en flot stor natsværmer



Torsdag skulle vi have haft besøg af en gruppe unge, men desværre besluttede de i sidste øjeblik at de ikke ønskede at komme til Karpenhøj for at lege med os. I stedet fik vi et par gode timer med en lille gruppe fra lokalpsykiatrien som gav os anledning til at ændre program på kort tid og vi syntes selv at det gik utroligt godt.

Næste uge skal vi sammen med de øvrige studerende - som nu har kajak som speciale - lave et kæmpe arrangement for Rønde gymnasium. Der kommer 120 mennesker som skal lave forskellige opgaver og aktiviteter i løbet af to dage. Det bliver sjovt at prøve at samarbejde med flere vejledere om at lave et længere forløb for en stor gruppe.

søndag den 15. maj 2011

Masser af leg og fysisk aktivitet

Så er det vist på høje tid med en opdatering af min blog!


Den sidste lange tid har jeg brugt på at skrive endnu en skriftlig opgave, som blev afleveret lige efter Påske. Jeg har ikke fået den tilbage så jeg ved ikke hvordan det er gået.

Nu er vi gået i gang med det afsluttende modul, hvor vi har kunnet vælge speciale i Kajak, klatring eller "Leg og bevægelse". Jeg har valgt leg og bevægelse sammen med to af mine studiekammerater. Det er en meget lille gruppe når vi nu skal lege, men det har vi løst ved at lave aftaler med prakisgrupper. Grupper som vi kan få lov at lege med.


I denne uge har vi lavet et eftermiddagsforløb med en SFO hvor vi lavede "vikinge"aktiviteter med børnene fra 3. klassetrin og et overnatningsforløb med en 2. klasse og nogle forældre. Det har været en stor oplevelse, men også rigtigt hårdt at være så meget "på" hele tiden.


I næste uge går det løs igen med to arrangementer, først skal vi have en gruppe børnhavebørn med i skoven og dagen efter skal vil lave noget "vildt" med en gruppe af unge stofmisbrugere der har brug for at prøve at mærke deres krop igen og grine.

Vi har prøvet at sprede os på så mange forskellige gruppetyper som muligt, for at få erfaring i at lave noget med nogen. Phyye der er mange ting at holde styr på, både det praktiske men især det pædagogiske det er jo ikke bare sjovt det her, vi skal kunne forklare hvorfor vi gør som vi gør.

Men det er dejligt at få nogle værktøjer til at vide hvad man skal stille op med en gruppe, at kunne "hive en leg op af rygsækken".

torsdag den 31. marts 2011

Vi fik en ordentlig koger på Karpenhøj i denne uge.

Denne sidste uge, inden vi går på læseferie har blandt andet været brugt på orienteringsløb inklusiv den store orienteringsprøve ved Ørnereden i Århus.

Men vi har også brugt en hel dag på at ryge mad, mørbrad, fisk, kylling og pølser! Det var rigtigt rigtigt godt! Per og Lea som er studerende som mig, er henholdsvis bager og kok og Per har meget erfaring med at ryge mad, og det havde de lavet et rigtigt godt arrangement omkring.

Lissi og jeg havde valgt at lave mørbrad, som blev røget halvvarm.



Rygning er en sjov process som de fleste ville kunne lave. Der blev blandt andet lavet fisk i en kagedåse.

Og det smager jo fantastisk! Efter formiddagens rygning holdt vi en fælles frokost, hvor vi fik lejlighed til at prøve alle produkterne.

Nu har jeg så fået læse-FERIE og går i gang med den næste skriftlige opgave. Jeg håber det bliver dårligt vejr, for det er da helt forfærdeligt at sidde inden døre mens alle de spændende insekter, trækfugle og forårsblomster fiser forbi udenfor.


mandag den 21. marts 2011

En uge med sne, ski og solskin

Som en del af min uddannelse har jeg nu været i Norge for at afslutte vores modul fire.



I pensum står: Der arbejdes med færdsel og overnatning ude under vinterforhold med fokus på mulighederne for at arbejde med friluftsliv året rundt. Enkle teknikker og erfaringer kan gøre vinterfriluftslivet til en udfordrende og oplevelsesrig mulighed. Der arbejdes med forskellige aktiviteter, som kan bruges i Danmark. Der gennemføres et vinterfriluftslivsforløb i Norge, hvor der indgår teori og praksis i forholde til teknikker og sikkerhed. Vi gennemgår lavinekundskab, graver sneprofiler og træner f.eks. telemarksving. Overnatning i telt, bivuak., lavvu og/eller snehule.
Og det betød at jeg skulle lære at stå på ski - ski har været min store skræk siden jeg i 1999 forsøgte første gang. Jeg forstod dengang ikke attraktionen og jeg skal blankt indrømme at jeg fortsat er forbeholden. Jeg kom dog til at kunne bevæge mig fremad på ski, så lidt fik jeg dog lært :-)
Men vi havde alligevel en fantastisk tur, det var sjovt at være i så meget sne, at bo ude i den og sove i en sneklokke (som i praksis er en snehule) og nej, det er slet ikke så koldt som man skulle tro!
Men hårdt var det at grave så meget sne, også selvom det meste faktisk blev udført af mine unge søde medstuderende.
Vi lavede også "snekiste" som er et forsøg på at simulere lavine ved at begrave hinanden i sne, det er bemærkelsesværdigt svært at redde sig selv ud af selv små mængder sne.














Som ekstra gevinst vrimlede området med Lille Korsnæb, det var en rigtig dejlig oplevelse.
Nu er vi tilbage i dejlige solrige og snefattige Danmark og i gang med svømmeprøver, førstehjælp og lidt orienteringsløb, inden vi går i gang med vores skriftlige afslutningsopgave.

fredag den 25. februar 2011

Afslutning på håndværk

Så er vi ved at nå til enden af vores friluftshåndværksmodul, i dag har jeg afleveret et papir som sammen med mundtlig eksamen på torsdag giver en eller anden karakter - så kryds fingre.
Jeg har i mit projekt valgt at arbejde med "småhåndværk", forstået som ting man kan lave med ganske få midler f.eks. en kurv, en ske, en lædertaske.
Her er et par billeder af nogle af mine ting. Jeg har arbejdet en del med birkebark, et fantastisk materiale at arbejde med, og ganske pænt synes jeg.

Denne er flettet birkebark der er skåret i strimler



Denne model kaldes en tampet æske, den består af to stykker birkebark som er monteret inden i hinanden. I denne har jeg lagt bunden i midten af æsken som så bliver til to, med et låg i begge ender. Så kan man have te og sukker i hver sin ende.



Og så skal I da også lige have et billede af kniven som nu er færdig.




Når vi er færdige med håndværksmodulet, er det tid at tage til Norge hvor vi skal bruge en ti dage i sneen. Det skal nok blive sjovt!



fredag den 21. januar 2011

Stål, træ, læder og ild

Denne uge har vi fortsat hyggen med forskellige små sløjd projekter.

Vi er gået i gang med at lave knivskæfter, til et købt knivsblad - i næste uge går vi i gang med at smede vores eget knivsblad.

Jeg er ikke helt færdigt med mit skæfte, men det begynder da at ligne noget;


Vi har også lavet sameposer som er læderposer efter same forbillede.


Endeligt har vi lavet ild! Vi har set på forskellige måder at starte en brænd, blandt andet ildbor. Det var ikke nemt, man skal være godt forberedt og have mange kræfter, samt stor tålmodighed. Af fire grupper lykkedes det kun den ene at tænde ild, de gjorde det til gengæld på rekord tid!




Og helt uden sammenhæng til det øvrige vil jeg gerne anbefale blokken http://www.dagpengeland.dk/
Se det er da noget man kan se frem til, når jeg nu skal stille mig op i køen af arbejdsløse dovenlarser!

lørdag den 15. januar 2011

Jeg har snittet en bænk - en snittebænk

Ovenpå sidste uges strabadser i Thy har denne uge været dejlig rolig og helt anderledes.
Vi er begyndt på en periode med friluftshåndværk, og vor at komme i gang har vi lavet hver en snittebænk.
For de som ikke er bekendt med udtrykket snittebænk kan jeg henvise til "Bonderøven" på DR-2, hvor man kan se bænken i brug. Det er en simpel konstruktion hvor man ved hjælp af foden kan fastholde et materiale mens man har hænderne fri til at snitter.

Her er resultatet, min helt egen snittebænk:


Her bruger vores vejleder Klaus en snittebænk.


I den kommende uge går vi i gang med at lave knive, i første omgang knivskæfte til en købeklinge men senere skal vi selv i smedjen og lave knivblad. Det bliver spændende hvordan resultatet bliver.

søndag den 9. januar 2011

Thy - ensomt, smukt og koldt

Så er vi i gang igen, ugen efter Nytår har vi brugt på at lære noget om energiforbrug og energiberegning og så har vi været på vandretur i thy, en hård og meget meget smuk tur.

Vi mødtes onsdag eftermiddag ved Hvidbjerg klitplantage hvor vi byggede bivuaker, tændte bål og hyggede med aftensmad.

Torsdag morgen blev rygsækkene pakket og vi begyndte på den "korte" vandretur, angiveligt skulle vi gå 15 km, men så vidt jeg kan se af ruten, blev det nærmere 20 km. Men sikke en tur, og sikke en natur, der er stort, tomt og flot deroppe.

Turen fulgte "Redningsvejen" som tidligere er blevet brugt til at flytte redningsbåde, men som nu er en vandrerute der følger kysten fra nord til syd.


Føret var meget iset og det gjorde desværre at man måtte holde godt øje med hvor man satte sine fødder, og derfor ikke kunne gå og nyde udsigten, men når der var pauser kunne man rigtigt nyde det åbne land.

Godt trætte kom vi frem til lejren, hvor vi igen satte bivuaker op og hyggede ved bålet - det vil sige.. de andre hyggede, jeg gik på hovedet i soveposen så snart vi havde spist. Hold op hvor man sover godt under gamle fyrretræer på et tykt lag af fyrrenåle.

Fredag gik vi det korte stykke til Bøgsted Rende hvor vi blev mødt af den lokale naturvejleder, der fortalte om området, naturen og kulturen. Herefter startede solodøgnet - ja "døgn" er nok så meget sagt - "solonatten" er nok mere beskrivende, hvor vi hver især fik tildelt et område som vi skulle finde og overnatte i. Det lyder måske lidt underligt for nogen, men faktisk er det helt dejligt og fredelige (måske lidt kedeligt, her om vinteren) at være alene ude i skoven. Jeg er næsten sikker på at jeg hørte overtrækkende traner - men er i tvivl om det er for tidligt? Under alle forhold en flok på ca 18 store fugle i meget bred formation.



Lørdag mødtes vi igen, for at afslutte turen med en tur igennem isen på Vandet sø, for at prøve hvordan det er at gå igennem isen - det kan jo ske på den kommende tur til Norge.

Det var en kold omgang men alle som ønskede at deltage, klarede det med glans. Osse mig :-)



Hov ja, hvis der er nogen som kan huske Juleopgaven, så fik jeg syv! Det er jeg noget stolt af, eftersom der er gået mindst 30 år siden jeg afleverede min sidste skriftlige opgave!