fredag den 29. oktober 2010

6 nationaliteter, 3 dage og 2 friluftsvejledere

Denne uge har været fantastisk! Fantastisk hård, fantastisk sjov og helt fantastisk dejlig!

Vi (Mikkel og jeg) har planlagt, forberedt og gennemført vores praktik, som bestod i at tage 14 unge asylansøgere fra Grenå og Ebeltoft, med ud i naturen i tre dage og vise dem vores opfattelse af dansk friluftsliv.

Mandag og tirsdag brugte vi til at få lavet noget af det praktiske og bl.a. forberedt en tovbro ved Jernhatten. Onsdag morgen tog vi til Røde Korsskolen i Grenå og hentede en flok af 12 drenge og to piger, samt to lærere.

Hvis sandheden SKAL frem - og det skal den jo - tror jeg ikke vi var helt klar over, hvad vi gik ind til. Vi viste godt at nogle af dem var nye i Danmark og derfor ikke kunne forstå dansk, men at vi ville komme op på hele 6 nationaliteter og at de unge ikke alle kunne tale sammen indbyrdes kom bag på os samt at kultur kan være så forskellig, det havde vi ikke forudset.

Ugen har budt på mange kulturelle oplevelser for alle parter. De unge har sovet i telt, spist bålmad, udfordret sig selv i klatring, med lege og løbet natløb. De har prøvet dansk efterårsvejr fra den trælse side, de har klaret regnvejr og kolde nætter med højt humør og sang.


Mikkel og jeg har oplevet unge mennesker som er glade for at lege, som kaster sig frygtløst ud i nye oplevelser og som er fantastisk glade for at være med til alle opgaver som skulle løses. Vi har også set dem fortære 2 kg sukker, 1 kg syltetøj og en flaske honning på tre dage (sødt i the, sødt på rugbrød og sødt på grød), hørt fire forskellige mobiltelefoner spille forskellige mellemøstlige melodier ved bålet på samme tid og som elsker at sidde og grine omkring et tændt lejrbål, nøjagtig som danske unge.

Citater fra turen: "no problem, me fix", "Mariana, Mariana hvornår vi hjem?","Jeg lær god dansk her", og "Jalla jalla"

Jeg er så træt som et helt alderdomshjem, men det har været så sjovt så sjovt og jeg håber bare at de har haft det halvt så skægt som jeg.

1 kommentar:

  1. Det er dejligt at høre du hygger dig.
    Får helt lyst til lidt friluftsliv, så jeg må hellere natdykke i aften.

    Hilsen Troels

    SvarSlet