torsdag den 31. marts 2011

Vi fik en ordentlig koger på Karpenhøj i denne uge.

Denne sidste uge, inden vi går på læseferie har blandt andet været brugt på orienteringsløb inklusiv den store orienteringsprøve ved Ørnereden i Århus.

Men vi har også brugt en hel dag på at ryge mad, mørbrad, fisk, kylling og pølser! Det var rigtigt rigtigt godt! Per og Lea som er studerende som mig, er henholdsvis bager og kok og Per har meget erfaring med at ryge mad, og det havde de lavet et rigtigt godt arrangement omkring.

Lissi og jeg havde valgt at lave mørbrad, som blev røget halvvarm.



Rygning er en sjov process som de fleste ville kunne lave. Der blev blandt andet lavet fisk i en kagedåse.

Og det smager jo fantastisk! Efter formiddagens rygning holdt vi en fælles frokost, hvor vi fik lejlighed til at prøve alle produkterne.

Nu har jeg så fået læse-FERIE og går i gang med den næste skriftlige opgave. Jeg håber det bliver dårligt vejr, for det er da helt forfærdeligt at sidde inden døre mens alle de spændende insekter, trækfugle og forårsblomster fiser forbi udenfor.


mandag den 21. marts 2011

En uge med sne, ski og solskin

Som en del af min uddannelse har jeg nu været i Norge for at afslutte vores modul fire.



I pensum står: Der arbejdes med færdsel og overnatning ude under vinterforhold med fokus på mulighederne for at arbejde med friluftsliv året rundt. Enkle teknikker og erfaringer kan gøre vinterfriluftslivet til en udfordrende og oplevelsesrig mulighed. Der arbejdes med forskellige aktiviteter, som kan bruges i Danmark. Der gennemføres et vinterfriluftslivsforløb i Norge, hvor der indgår teori og praksis i forholde til teknikker og sikkerhed. Vi gennemgår lavinekundskab, graver sneprofiler og træner f.eks. telemarksving. Overnatning i telt, bivuak., lavvu og/eller snehule.
Og det betød at jeg skulle lære at stå på ski - ski har været min store skræk siden jeg i 1999 forsøgte første gang. Jeg forstod dengang ikke attraktionen og jeg skal blankt indrømme at jeg fortsat er forbeholden. Jeg kom dog til at kunne bevæge mig fremad på ski, så lidt fik jeg dog lært :-)
Men vi havde alligevel en fantastisk tur, det var sjovt at være i så meget sne, at bo ude i den og sove i en sneklokke (som i praksis er en snehule) og nej, det er slet ikke så koldt som man skulle tro!
Men hårdt var det at grave så meget sne, også selvom det meste faktisk blev udført af mine unge søde medstuderende.
Vi lavede også "snekiste" som er et forsøg på at simulere lavine ved at begrave hinanden i sne, det er bemærkelsesværdigt svært at redde sig selv ud af selv små mængder sne.














Som ekstra gevinst vrimlede området med Lille Korsnæb, det var en rigtig dejlig oplevelse.
Nu er vi tilbage i dejlige solrige og snefattige Danmark og i gang med svømmeprøver, førstehjælp og lidt orienteringsløb, inden vi går i gang med vores skriftlige afslutningsopgave.