fredag den 21. januar 2011

Stål, træ, læder og ild

Denne uge har vi fortsat hyggen med forskellige små sløjd projekter.

Vi er gået i gang med at lave knivskæfter, til et købt knivsblad - i næste uge går vi i gang med at smede vores eget knivsblad.

Jeg er ikke helt færdigt med mit skæfte, men det begynder da at ligne noget;


Vi har også lavet sameposer som er læderposer efter same forbillede.


Endeligt har vi lavet ild! Vi har set på forskellige måder at starte en brænd, blandt andet ildbor. Det var ikke nemt, man skal være godt forberedt og have mange kræfter, samt stor tålmodighed. Af fire grupper lykkedes det kun den ene at tænde ild, de gjorde det til gengæld på rekord tid!




Og helt uden sammenhæng til det øvrige vil jeg gerne anbefale blokken http://www.dagpengeland.dk/
Se det er da noget man kan se frem til, når jeg nu skal stille mig op i køen af arbejdsløse dovenlarser!

lørdag den 15. januar 2011

Jeg har snittet en bænk - en snittebænk

Ovenpå sidste uges strabadser i Thy har denne uge været dejlig rolig og helt anderledes.
Vi er begyndt på en periode med friluftshåndværk, og vor at komme i gang har vi lavet hver en snittebænk.
For de som ikke er bekendt med udtrykket snittebænk kan jeg henvise til "Bonderøven" på DR-2, hvor man kan se bænken i brug. Det er en simpel konstruktion hvor man ved hjælp af foden kan fastholde et materiale mens man har hænderne fri til at snitter.

Her er resultatet, min helt egen snittebænk:


Her bruger vores vejleder Klaus en snittebænk.


I den kommende uge går vi i gang med at lave knive, i første omgang knivskæfte til en købeklinge men senere skal vi selv i smedjen og lave knivblad. Det bliver spændende hvordan resultatet bliver.

søndag den 9. januar 2011

Thy - ensomt, smukt og koldt

Så er vi i gang igen, ugen efter Nytår har vi brugt på at lære noget om energiforbrug og energiberegning og så har vi været på vandretur i thy, en hård og meget meget smuk tur.

Vi mødtes onsdag eftermiddag ved Hvidbjerg klitplantage hvor vi byggede bivuaker, tændte bål og hyggede med aftensmad.

Torsdag morgen blev rygsækkene pakket og vi begyndte på den "korte" vandretur, angiveligt skulle vi gå 15 km, men så vidt jeg kan se af ruten, blev det nærmere 20 km. Men sikke en tur, og sikke en natur, der er stort, tomt og flot deroppe.

Turen fulgte "Redningsvejen" som tidligere er blevet brugt til at flytte redningsbåde, men som nu er en vandrerute der følger kysten fra nord til syd.


Føret var meget iset og det gjorde desværre at man måtte holde godt øje med hvor man satte sine fødder, og derfor ikke kunne gå og nyde udsigten, men når der var pauser kunne man rigtigt nyde det åbne land.

Godt trætte kom vi frem til lejren, hvor vi igen satte bivuaker op og hyggede ved bålet - det vil sige.. de andre hyggede, jeg gik på hovedet i soveposen så snart vi havde spist. Hold op hvor man sover godt under gamle fyrretræer på et tykt lag af fyrrenåle.

Fredag gik vi det korte stykke til Bøgsted Rende hvor vi blev mødt af den lokale naturvejleder, der fortalte om området, naturen og kulturen. Herefter startede solodøgnet - ja "døgn" er nok så meget sagt - "solonatten" er nok mere beskrivende, hvor vi hver især fik tildelt et område som vi skulle finde og overnatte i. Det lyder måske lidt underligt for nogen, men faktisk er det helt dejligt og fredelige (måske lidt kedeligt, her om vinteren) at være alene ude i skoven. Jeg er næsten sikker på at jeg hørte overtrækkende traner - men er i tvivl om det er for tidligt? Under alle forhold en flok på ca 18 store fugle i meget bred formation.



Lørdag mødtes vi igen, for at afslutte turen med en tur igennem isen på Vandet sø, for at prøve hvordan det er at gå igennem isen - det kan jo ske på den kommende tur til Norge.

Det var en kold omgang men alle som ønskede at deltage, klarede det med glans. Osse mig :-)



Hov ja, hvis der er nogen som kan huske Juleopgaven, så fik jeg syv! Det er jeg noget stolt af, eftersom der er gået mindst 30 år siden jeg afleverede min sidste skriftlige opgave!